Drænet for energi – introvert ninja

Jeg er introvert og bliver drænet for energi, når jeg er sammen med mennesker. Det er blevet værre med årene, og så er jeg blevet mere opmærksom på det, og har ytret mig om det, og taget beslutninger på baggrund af det. Eller som nogen kalder det: “Gemmer mig bag det”.

Og ja det er da rigtigt at jeg ikke længere i lige så høj grad yder vold på mig selv for at fremstå normal. Det er også sandt, at jeg ikke længere lægger (så meget) skjul på det. Folk der kender mig ved det efterhånden godt.

Nogle mennesker dræner mig hurtigere for energi end andre. Og nogle bliver decideret kede af at “selv de” dræner mig for energi. Som om de falder uden for den kategori, for de er da bestemt ikke drænende at være sammen med. Vi kender alle det der med at tante Oda er lidt træls at være sammen med fordi hun ALTID er så negativ, så jeg ved præcis hvad du mener Daisy, men det er jo bare mig og sådan er jeg jo ikke. Men hør nu folkens: Der er ingen mennesker i verden som jeg ikke bliver drænet af at være sammen med. Selv Husbond. Og ham bor jeg altså sammen med! Hans blotte tilstedeværelse er drænende. Ikke i særlig høj grad (længere) hvis han ikke “kræver” opmærksomhed, og jeg får også noget ind på energikontoen ved, at han er her. Jeg får plus på “tryghed”. Jeg bliver nemlig frygteligt utryg når jeg er alene for lang tid af gangen med mine tanker, tinnitus og diverse harmløse lyde jeg ikke kan identificere.

Og sådan er det også med andre mennesker. Jeg får også noget positivt ind på nogle andre kontoer. Jeg veksler energi til hygge, socialt samværd, kærlighed, glæde, latter. Men prisen er højere for mig end for ekstroverte.

Og jeg yder stadig vold på mig selv. Jeg er ekstremt dårlig til at sige fra. Fordi jeg hader at skuffe folk. Fordi jeg får sagt ja til noget, jeg i det øjeblik synes lyder fantastisk/ikke føler jeg kan tillade mig at sige nej til, og når dagen oprinder kan jeg ikke overskue det. Og det yder vold på mig både at deltage alligevel og at sige fra (fordi dem jeg siger fra overfor jo så bliver skuffede). Så jeg deltager alligevel. For så er det jo kun mig det går ud over. Og jeg skal jo også bare tage mig sammen. Og det bliver jo hyggeligt alligevel. Men jeg er smadret bagefter. Så jeg skal blive bedre til at ikke blot at tjekke om jeg har andre planer den dag/weekend, men også om jeg har mange planer i den periode, for så får jeg brug for en pause.

Denne weekend er den første weekend siden midt december, hvor vi ikke har planer. Og så vælger jeg endda at overse, at vi faktisk havde besøg af nogle håndværkere til at se på garagen i går. Oveni det, så har jeg jo også fået et job nu, så jeg bliver også drænet i hverdagene. Hver eneste dag.

Vores aftalefri weekend har heller ikke været helt uden kamp. Der er folk der gerne så at vi havde valgt anderledes. At der er steder vi burde være. Ting vi burde tage os af. Og der er også en god mængde ting herhjemme vi burde tage os af. Vi har stadig vores juletræ stående i stuen. Jeg har et uendeligt bjerg af vasketøj som jeg ikke kan nå i hverdagene, som jeg har fået taget en smule af her i weekenden, og vi mangler stadig at pakke halvdelen af vores ting ud.

Men vi har ikke overskuddet, tiden eller energien. Og det er altså ok.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.