Fitbay – andre som mig?!

En kollega fortalte mig for nogle måneder siden om fitbay.com. Fitbay er et community hvor man kan se hvilken type tøj ens “body doubles” går i, for nemmere at finde tøj som passer til ens kropstype. Man kan så browse tøj, som andre brugere med samme kropstype har anbefalet, og få link direkte til sider hvor du kan købe det.

Nu har jeg jo, som bekendt, en lidt pudsig kropsform, og jeg har gennem årene haft problemer med at finde min tøjstil, da jeg er en jeans og t-shirt pige, og det er ikke rigtig det mest flatterende til denne kropsform:

bodyshape

Desværre, var der, dengang min kollega introducerede mig til Fitbay, ikke ret mange brugere som matchede min kropstype, højde og vægt, så det blev ved at jeg synes det var et fedt koncept, men ikke noget for mig, for jeg gad da ikke sidde og se på selfies af tynde, petite piger, for hvad skal jeg dog bruge det til? Det lærer mig intet om hvad der er pænt/ikke pænt til min kropstype.

Nu er der så gået nogle måneder og der er rent faktisk lidt flere derinde som passer nogenlunde på min kropstype, vægt, højde osv. men stadig ikke helt 100% i forhold til tøjstil.

Men hvis nu vi kunne få endnu flere brugere derind, så MÅ der da være nogen ude i den store verden, som er som mig på den front også. For jeg tvivler nemlig stærkt på, at jeg er alene. Jeg tror bare at kvinderne derude enten

A) Ikke aner at Fitbay eksisterer,

eller

B) Ikke kan lide at smide billeder op, fordi de ikke har det godt med deres kroppe.

Eller måske begge dele.

Det er meningen, at man skal uploade billeder af sig selv i tøj man føler sig pæn og godt tilpas i, der er ikke nogen der kræver at man uploader billeder af sig selv, i joggetøj og uden BH, når man søndag morgen er nede efter den der liter mælk man glemte at købe i går. Med mindre det er det man har lyst til. Man bestemmer jo selv. I øvrigt uploader de fleste kun billeder af deres kroppe, og “skærer” hovedet fra.

Jeg har da også selv måtte revidere det tøj jeg gik i, jeg blev VED med at købe det ene par jeans efter det andet, men forskellen mellem min mave og mine hofter er nu så udtalt at det er alt andet end flatterende, så jeg har bidt i det sure æble og er nu oftest at finde i kjoler og nederdele. Det gemmer nemlig deller og uproportionerede kropsdele, og så kan Thomas (min mand) også rigtig godt lide det. Jeg har så også investeret i to læderjakker, for at spice det lidt op, for at det ikke bliver for tuttenuttet det hele. Det holder jeg ikke til, nemlig.

Nå, men her er to outfits som jeg holder meget af for tiden, det er også de første to jeg uploadede til Fitbay.

03-08-2015 16-44-54

Læg lige mærke til at man kan se min talje og så ikke så meget af hvad der foregår efter taljen. Jeg ser jo helt velproportioneret ud! Derfor er jeg gået over til kjoler og nederdele, og jeg er endda begyndt at holde af det. <3

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.