Flexitar, kødfrie dage, skal det have et navn?

Vi har en del kødfrie dage – er flexitarer om du vil. Vi sætter ikke selv prædikat på, vi laver bare tilfældigvis også ofte mad uden kød. Oftere og oftere faktisk.

Jeg er typen der bliver ovenud begejstret for en type mad, spiser det hele tiden, for så at blive træt af det og ikke kunne tåle synet af det i evigheder. Det gælder også kød. Jeg bliver ekstremt hurtigt træt af oksekød, f.eks. Og kylling. I perioder ELSKER jeg det og vil have det konstant, men så bliver jeg BUM træt af det og kan ikke klare lugten, smagen, følelsen af det i munden.

For 15 år siden, hvis nogen nævnte vegetarer, eller bare snakkede om ikke at servere kød til aftensmad ville jeg have fået et helt forkert udtryk i ansigtet og sikkert haft tanker om, at de var skøre i bolden. Det samme tænkte jeg dengang om folk, som godt kunne lide fisk. Skingrende skøre!

Da jeg flyttede til København blev jeg eksponeret for en verden af mad, som jeg aldrig havde stiftet bekendtskab med på landet i Jylland hvor jeg kom fra. Og den smule eksotisk mad jeg havde oplevet i Ribe, rynkede jeg som regel på næsen af, kræsen som jeg er.

Men med årene blev jeg eksponeret for skaldyr, som jeg førhen skyede som pesten, sushi – det var jeg bestemt ikke fan af, nu elsker jeg det. Og falafel. Dem blev jeg ret hurtigt fan af. Jeg havde aldrig hørt om falafler før (af hvad jeg kan huske i hvert fald).

Noget af det som gjorde at alt strittede i mig når der blev talt om vegetarisk mad, var at ting blev omtalt som “vegetarisk hakkekød” “vegetarisk leverpostej” osv. når det så slet ikke smagte af hverken hakkekød eller leverpostej! Falafler var bare sådan en vegetarisk spise fra et fremmed land, som smagte godt og ikke blev omtalt som om det var “vegetarisk kødbolle” eller andet fjollet. Det tog mig lang tid at smage på tingene som det de var, og ikke som erstatning for et kødprodukt de absolut ikke smagte af.

Normalt ville jeg jo forestille mig, at det er mændene der er de største køddyr og vi kvinder som typisk bliver vegetarer, veganere osv., men det har faktisk været mine to kærester gennem tiden, som har introduceret mig til kødfrie dage. Min første kæreste laver de mest forrygende falafler – det er til dato det eneste jeg savner lidt, nu vi har været ekskærester i 9 år. Hans falafler er bare de bedste.

Min anden kæreste – nu mand – har lært mig at spise tofu. De første par gange var jeg ved at kaste op over det. Men med en god del velvilje og ihærdighed er der i dag tofu-retter blandt mine livretter.

Nogen vil nok tænke; når I nu alligevel er flexitarer, hvorfor så ikke bare tage springet og helt blive vegetarer eller veganere? Det humoristiske svar ville være: Bacon, ost og sushi, derfor! Men det handler om mere end det. Man er – ifølge den research jeg har læst – stadig af den opfattelse at det er sundhedsmæssigt bedst for mennesker også at få en hvis mængde animalsk protein. Men det er vigtigt for mig at dyrene har haft ordentlige levevilkår, og det var faktisk en af hovedårsagerne til, at antallet af kødfrie dage efterhånden overstiger dage med kød på menuen. For det koster at vælge dyrevelfærd til. De produkter er bare – med rette – dyrere! Det er jo netop fordi man gennem årene har sparet på pladsen, maden osv. til dyrene, at kødprodukter er så billige.

Jeg har gemt på dette indlæg i lang tid nu, fordi jeg ved der er mange, med meget kraftige holdninger til dette emne, som sjældent lader en mulighed forgå for at udtale sig om det, og jeg er egentlig ikke ude på at starte en debat. Det er bare mit besyv i forhold til al den snak man efterhånden hører om kødfrie dage eller det at være flexitar. En helt anden snak er vores – menneskers – behov for at sætte prædikater på alt. Den tager vi en anden god gang.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.