Løb i Marienlyst – Løbedagbog #19+20

I går tog jeg til Eriksholm slot med jobbet til 2 dages Global Marketing Days, og efter en lang dag med møder og team building øvelser, tjekkede vi ind på Marienlyst badehotel, og havde lidt over en time “egen tid” som jeg straks så som en mulighed for at få en lille løbetur.

Så jeg tjekkede ind på det værelse jeg havde fået tildelt (top lækkert i øvrigt), skiftede til løbetøj og mine nye løbesko, og satte af sted. Først glemte jeg at tænde for Endomondo. D’oh! Nå, det var nok ca. 800m, pyt! Nå men så får jeg tændt for endomondo – men den stod til gang i stedet for løb! D’oh!!!! Endnu en ½ km fejlregistreret. Den sidste ½ km er registreret korrekt.

Jeg måtte vende om før jeg egentlig havde regnet med, dels fordi al den nye sne var svær at løbe i, og fordi jeg blev øm i skinnebenet, og ham som hjalp mig med at vælge sko sagde, at jeg ikke måtte forsøge at “løbe det væk” når det er skinnebenet, for det kan sætte sig til en betændelsestilstand, så det må jeg jo rette mig efter, og holder pause i dag.

Pausen i dag skyldes dog også, at jeg blev forfærdeligt syg efter fællesmiddagen, med dårlig mave og opkast, så jeg måtte få Thomas til at hente mig hjem. Jeg er glad for at jeg ikke selv var kørt derop, for jeg havde ikke været i stand til selv at køre bilen.

Hvis du er sart anlagt, vil jeg opfordre dig til at lade indlægget slutte her for dit vedkommende, for resten er måske nok lidt for malerisk.

Vi var næsten færdige med en “acknowleding feedback” øvelse, hvor man skal dele kort ud til hinanden med ros. Vi var ved en evaluerende runde, hvor man skulle fortælle hvilket af de kort man havde fået man var allergladest for. Jeg havde det SÅ dårligt der, men ville ikke bare skride. Min leder troede først at det var fordi jeg ikke havde lyst til at fortælle om mine kort, fordi jeg jo ikke bryder mig om at være i fokus, og det har han egentlig også ret i, men det var lige så meget fordi jeg ikke kunne beslutte mig for hvilket kort jeg bedst kunne lide. Han sendte mig op i seng, og da jeg kom op på mit værelse, kunne jeg mærke at jeg skulle på tønden, og det skulle bare gå stærkt.

Mine smerter var så voldsomme at jeg ikke kunne overskue at være alene, så ringede Thomas op, satte den på højtaler og forklarede ham situationen, og nævnte at jeg mistænkte den muslingesuppe vi havde fået til forret. Han nævnte dog at det var usandsynligt når det nu kun var mig der havde det dårligt. Han blev forberedt på måske at skulle hente mig, og midt under samtalen kan jeg bare mærke, at jeg også skulle kaste op, hvad jeg absolut ikke behøver publikum til, så afbrød samtalen fik fat i skraldespanden på badeværelset og ja… Heldigvis var der pose i, så kunne binde en knude på, for puha hvor det stinker sådan noget.

Da første omgang var overstået gik jeg ned for at fortælle min leder at jeg nok hellere måtte tage hjem og vi blev enige om at jeg bare skulle få Thomas til at hente mig asap.

Da jeg var på vej op igen gik jeg lige forbi receptionen for at give dem en heads up omkring opkastet. Receptionisten fattede ikke mine hentydninger og blev ved med insisterende at spørge om det ikke havde været smartere at kaste op i toilettet, så han måtte få det skåret ud i pap, at toilettet var optaget af den anden ende. Jeg havde ellers forsøgt at skåne ham for det billede på nethinden, men når man er insisterende, ender man med at få noget information, man måske i sidste ende helst havde været foruden.

Jeg fik pakket sammen, og ville egentlig have ventet på værelset, men på trods af knuden på posen, følte jeg at værelset bare stank, så tænkte at jeg nok var færdig med at ørle, så jeg tjekkede ud og satte mig i recetionen for at vente på Thomas. Denne gang var førnævnte receptionist meget sødere, og mindre nysgerrig, han ønskede mig rigtig god bedring.

En af hans kvindelige kolleger kom med et glas vand med citron i, det var jeg rigtig glad for, det smagte da af noget andet end bræk.

Mens jeg sad der, kunne jeg pludseligt mærke at min krop var ved at samle sammen til anden omgang, så jeg fik slæbt mig selv – og mine ting – ud på toilettet og indtog en bås, med hovedet i kummen denne gang – kunne mærke min krop havde besluttet sig for at resten skulle ovenud og ikke begge veje. Pyyyha.

Det ville dog ikke rigtig, så jeg sad der længe, og fik undervejs besøg af et par kolleger, men først da de gik ud kunne jeg få resten af maveindholdet ud.

Den anden gang jeg kastede op var det så voldsomt, at det også kom ud af næsen, jeg troede næsten jeg ville blive kvalt i mit eget bræk der, det var så smertefuldt og skræmmende ikke at kunne få luft fordi der bare blev ved med at komme mad og syre op. Bagefter måtte jeg skylle min næse med den smule vand jeg havde tilbage i min vandflaske og lige få klemt sammen om næsen, for fik en smule næseblod af at sende mavesyre den vej ud også.

Heldigvis kom Thomas kort tid efter der, og min søde kollega Louise (som var en af dem jeg havde haft besøg af tidligere) fik hjulpet mig ud af toilettet og ud i armene på min mand.

Thomas havde lavet en carepackage til mig med handsker, tæppe, lidt at drikke og lidt chokolade, og så blev jeg ellers bare pakket ind. Dejligt med noget at drikke, som ikke var vand, men kunne ikke overskue chokoladen, den havde jeg bare i hånden.

Jeg har i dag fået søde beskeder fra flere kolleger, bl.a. også fra min leder, som selv var blevet syg i løbet af natten og også var taget hjem. Så måske var det alligevel den muslingesuppe?!

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.