Min besynderlige kropsform

Jeg har en sjov kropsform, idet jeg har brede skuldre, store bryster, en stor mave, smalle hofter og brede lår. Dvs. bred over skuldrene, smallere i taljen, buler ud omkring maven, snævrer ind ved hoften og buler ud igen ved lårene – Det ser ca lige så sært ud som det lyder.

Det ser nogenlunde sådan her ud:

bodyshape

Tegningen har jeg lavet baseret på et billede jeg har taget af mig selv i undertøj. Jeg prøvede at google mig frem til en tegning, der illustrerede min kropstype, men denne type uflaterende tegninger er der ingen af på første side af Googles søgeresultater, og alle ved at hvis det ikke eksisterer på side 1 så eksisterer det ikke.

Jeg plejer egentlig at sige, at jeg ikke har nogen talje, men nu hvor jeg er overvægtig har jeg faktisk en talje, den er ikke imponerende, men den kan ses! Woop woop!

Når jeg har været normalvægtig har jeg stadig haft en møgirriterende bule på maven, lidt “love handles” i siden og en talje man sagtens kan overse. Og stadig et sæt hofter som er smallere end mine skuldre og end maven. Alt fedt sætter sig først omkring maveregionen hos mig. Virkelig uheldigt, men sådan er jeg nu engang sat sammen, og sådan er det!

Havde jeg nu været lidt mere sportsligt anlagt, været super god til at holde min optimale vægt og i øvrigt dyrket en eller anden form for sport, så havde jeg sikkert relativt nemt kunnet få et atletisk udseende, for jeg har de brede skuldre og de smalle hofter som man ser hos kvindelige svømmere, kvindelige vægtløftere og den slags… Men ak, jeg er ikke sportslig, til gengæld er jeg madglad og uden rygrad! Og hvor var så den Rocky Road brownie fra Baresso?

 

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.