Slut med madstress

For et par måneder siden blev jeg opmærksom på Katrine Gisiger, og hendes opgør mod bl.a. madstress.

Bevares jeg har længe fulgt med i BoPo bevægelsen (BoPo = body positive) og forsøgt at slutte lidt mere fred med min krop komplet med den pudsige form osv. Og jeg har da også øvet mig, og nogle dage synes jeg egentlig også det går ok. For jeg kan ikke se det Husbond ser f.eks. og tidligere, hvis han styrede direkte efter at nusse min mave blev jeg ked af det, for hvorfor skulle han absolut fokusere på den del af mig selv jeg hader allermest? Jeg bliver stadig af og til lidt ked af det, men jeg øver mig.

Men jeg har været forskellige stadier igennem. Jeg startede egentlig med, død og kritte at ville ned på det tal, som ifølge BMI og et par andre “udregninger” ville være min idealvægt. 62,8 kg og kunne til nøds slutte fred med hvis det “blot” blev 65 kg. Med møje og besvær – og en kæmpe fiasko af en Nupo kur (gør det aldrig igen), kom jeg ned på 66,6 kg. Men det holdt ikke. Snart lød vægten på 75 kg.

Efter det har jeg egentlig ikke noget jeg kan huske specifikt, for mine vægttab efterfølgende har været så utilfredsstillende at jeg ikke rigtig erindrer dem.

Bevares jeg fejrede hver 5 kg jeg tabte med en gave (aldrig noget spiseligt, for det var jo ligesom counterproductive, kan du godt se), men det var aldrig NOK. Jeg var stadig flommet, og selvom mine læger og diverse øvrigt sundhedspersonale med indblik i min diagnose fortalte mig, at jeg ikke skulle regne med at blive tynd hvis jeg ville spise bare nogenlunde normalt og nyde livet lidt, så lyttede jeg ikke rigtigt. For jeg skulle jo bare tage mig sammen!

Og nu siger vægten alt alt alt for meget. ok, her i morges sagde den 87,7kg. Den har været oppe på 95kg, hvilket er det højeste den nogensinde har været for mig (på tom mave). Det er ikke til at komme udenom; det er altså for meget! Og jeg vil da gerne tabe mig, og det er ikke sundt, MEN! Og det er et stort MEN; jeg har sluppet den dårlige samvittighed over at snacke. Over ikke at “holde planen”.

Jeg snacker ikke længere i smug. Jeg snacker som det passer mig og jeg nyder det. Hvilket faktisk i sidste ende resulterer i at jeg snacker mindre end jeg ellers ville. For førhen kunne jeg godt finde på at snacke i smug. Så min mand ikke så at jeg ikke overholdt planen. Lad os bare sige at jeg er lidt bedre til at udrydde beviser end ham der fra Mig Og Danielle. Og så snackede jeg også sammen med min mand.

Jeg har sluttet fred med vægten, i hvert fald langt de fleste dage, og når jeg ikke har så har jeg sluppet skammen over at jeg ikke bare kan være ligeglad, for det er jeg jo det meste af tiden. Jeg frygter ikke resultatet og jeg dømmer ikke resultatet. Ja gu bliver jeg da glad når jeg taber mig og gu bliver jeg da lidt træls i bøtten når jeg ikke gør, men det er bare et tal. Det styrer mig ikke længere, det er blot et pejlemærke.

Og når jeg så alligevel bliver ked af min vægt, mit udseende, mit manglende overskud eller hvad der nu ellers giver mig årsag til tårer, så lader jeg det bare flyde ud. Jeg øver mig. Det skulle forhåbentlig også resultere i færre tårer med tiden.

Jeg ved godt at nogle går ind for ikke at veje sig, men hele humlen i Katrines metoder, er at man gør det som fungerer for en selv. Og jeg har det bedst med at veje mig hver dag i øjeblikket. Eller næsten hver dag i det mindste. Også på tidspunkter hvor jeg ved jeg ikke får det resultat jeg gerne vil have. Fordi jeg er ret langt i forhold til, at vægten ikke er så vigtig for mig. Jeg har ikke en målvægt som sådan. Derfor er det eneste mål jeg har sat i forhold til vægt at jeg vil under 80 kg. Med tiden. Ingen deadline, bare et løfte til mig selv om at fejre, når vægten igen er under 80. Og ikke stresse over at jeg ikke nåede det i dag heller. Pyt.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.