Sofasnak – Lejlighedssalg #2

I forbindelse med vores lejlighedssalg er det nu tid til en sofasnak. Vi har pt. en sofa i lysegrå uld. Den er pæn. Men den er bare ikke super hyggelig. Det er en “sid pænt” sofa, og gør man ikke det (det gør vi ikke), så skrider puderne. Så de skal justeres. Konstant.

Derudover har vi katte. Langhårede katte. Og lige nu, hvor vi er ved at sælge lejligheden, så opdager jeg virkelig hvor meget tid jeg samlet set bruger på at fjerne kattehår fra den satans sofa, for at den er præsentabel for købere af lejligheden og de ikke fokuserer for meget på min manglende rengøringsdame.

Vi skulle også fjerne hår fra den gamle stofsofa, men der var det nemmere at få hårene væk… Mener jeg i hvert fald…

Anyways, jeg lokkede husbond med i Bolia i Field’s, hvor vi testede alverdens sofaer, primært i “flyder” kategorien. For jeg vil have en flyder når vi flytter. Jeg må dog konstatere, at den sofa jeg bedst kunne lide i forhold til komfort er vanvittigt grim (undskyld Bolia). Det er Cosimo jeg snakker om. Den er så firkantet og kanterne stikker ud og er fremhævet, og jeg er ikke fan. Derudover var den de havde udstillet i læder. Og måske havde de der kanter været mindre grimme hvis den havde været i stof, men det var ikke til at sige om det ville være nok.

Sælgeren forklarede at mange med dyr og børn jo foretrækker lædersofaer da de kan holde til lidt af hvert, men der måtte jeg bare stoppe ham. Jeg vil gerne kunne ligge i min sofa uden at klistre fast om sommeren eller fryse røven af om vinteren. Lædersofaer deler vandene, og jeg er på det hold der IKKE skal have lædersofa. Så må det være nok så praktisk, og nok så pænt, jeg bryder mig ikke om at ligge eller sidde i det.

Selvom der var 50% på en del sofaer i Bolia den weekend endte vi med at flygte ud af butikken uden at være blevet klogere på andet end hvad vi ikke ville have. Butikken gjorde os begge absurd statisk elektriske. Vi fik konstant stød på alt og på hinanden.

Nogen med ideer til hvor vi skal gå på jagt efter den perfekte flydersofa? Der skal gerne være mulighed for at se og prøve den på Sjælland. Jeg havde forelsket mig i en på nettet, men der er kun udstilling i Nordjylland og det kommer vi ikke.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.